Stem nej i maj

EU’s patentdomstol svækker retssikkerheden

Vi kan ikke støtte en domstol, hvor der ikke er en ankeinstans til en generel domstol. EU’s patentdomstol er et lukket system, der skal skaffe sine egne indtægter via retssager om patenter og der er derfor stor risiko for, at domstolen vil få en alt for nær tilknytning til de virksomheder, der er storkøbere af internationale patenter. Det kan ende med at svække retssikkerheden for både brugere af patenter og de mindre virksomheder, der kun undtagelsesvis køber et patent. Dertil kommer, at dansk ikke kan bruges ved EU’s patendomstolens sidste instans i Luxembourg.

EU’s patentdomstol vil koste danskerne dyrt

Det er kun ca. 600 danske virksomheder der køber internationale patenter ud af 300.000 danske virksomheder. Det betyder at det store flertal af danske virksomheder kun er brugere af patenter. Hvis vi stemmer ja vil antallet af patenter tidobles ikke mindst ang. software. Det kan betyde at frisøren og snedkeren skal betale dyrt for blot at bruge et computerprogram eller at have en hjemmeside. Og den udgift vil føre til højere priser for os alle.

Hvis du er i tvivl: Stem nej

EU’s patentdomstol eksisterer ikke. Den oprettes først når 13 EU-lande heriblandt UK, Tyskland og Frankrig har tilsluttet sig. Kig og Lyt ser ingen begrundelse for at vi skal melde os ind allerede nu. Det vil til gengæld være en fordel, at se tiden an og se hvordan domstolen udvikler sig. Hvis vi en gang har overgivet suverænitet, så forvaltes området ikke længere af Danmark og det vil være svært at trække os ud igen. Det vil derfor være en fordel, at se hvordan domstolen udvikler sig før vi tager endelig stilling.

Hvis du er i tvivl så stem nej.

Europanævnets logo

Kig & Lyt har modtaget støtte fra Europa Nævnet i forbindelse med folkeafstemningen om Patensdomstolen.

2 Kommentarer til Stem nej i maj

  1. Michell skriver:

    Magen til misinformation har jeg aldrig oplevet.
    Som jurist kan jeg fortælle at det ikke bliver dyrere for virksomhederne i danmark, de får mulighed for at gøre det på den nye måde med enhedspatentet – men IKKE at virksomheder skal anvende denne mulighed. Virksomhederne kan som idag, stadig udtage deres patenter enkeltvis og kun i de lande der er relevante for dem.

    Det er de danske virksomeder der de sidste mange år har råbt på en sådan ordning – hvorfor det er svært at forstå, de udmeldinger der kommer fra offentligheder vedr. konsekvenserne for virksomheder i danmark.
    Dette tiltag vil ikke stille danske virksomheder dårligere, men give en tredje mulighed for at beskytte sine opfindelser i EU, som så er billigere end de nuværende muligheder.

    Hvis i skal argumentere imod forslaget, så anvend dog i det mindste korrekt information.

  2. webmaster skriver:

    Hej Michell
    Tak for din kommentar. Det er svært at få øje på misinformationen eller de store forskelle mellem indlægget og din kommentar, når det drejer sig om de (ret få) danske virksomheder, som registrerer patenter internationalt og har behov for at få opdagelser beskyttet.
    Vores argumentation handler om den anden side af patenters funktion at virksomheder med store patent-porteføljer bruger dem som et våben mod konkurrenter, blandt andet til at holde nystiftede virksomheder ude af markedet.
    Mange virksomheder, som ikke registrerer patenter, har grund til at være bekymrede, hvis vi siger ja og enhedspatenter automatisk bliver gyldige for danske virksomheder. Læs fx artiklen It-udviklere om nye regler: Vi er nervøse for at blive slagtet i Information den 10. maj.
    Virksomheder, som opererer på hjemmemarkedet, risikerer ikke at blive slagtet på den måde, hvis Danmark står uden Domstolen og enhedspatentet. Og virksomheder, som registrerer patenter internationalt vil kunne få en mindre omkostning ved eventuelt også at registrere et dansk patent.
    Det sikreste er derfor at sige nej til Patentdomstolen den 25 maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *